
I kølvandet på flygtningekrisen i 2015, kontaktede en gruppe familier Hvidovre Kommune, for at skabe et fællesskab der kunne være med til at byde nye borgere velkommen i lokalområdet.
I samarbejde med kommunen har gruppen skabt kontakt til indvandrer- eller flygtningefamilier i lokalområdet, der ville have gavn af at komme i et fællesskab i den lokale folkekirke.
Ved første møde i april 2015 i Strandmarkskirken dukkede ca. 40 flygtninge op. Sidenhen har fællesskabet mødtes 1-2 gange om måneden omkring spisning og fællesskab. Igennem de eksisterende år har mere end 250 besøgende været flygtninge og indvandrere.
Foruden det store fællesskab, har det været en vigtig prioritet at besøge hinanden i hjemmene. Hvilket også har skabt et fokus på venskaber. Fællesskabet har vist sig som en katalysator for den danske foreningskultur, hvor man sammen højt vægter demokratiske normer, værdier og engagement.

Fællesskabet har åbnet op for dybere venskaber på tværs af religion og kultur. Betydningen af disse venskaber fremgår tydeligt af de følgende udsagn fra nogle af deltagerne:
”I tog imod os, da vi havde mistet alt, og I er blevet vores nye familie.”
”I tror på mig og minder mig om mit værd og at det er muligt for mig at høre til et sted og at få job. Når jeg ikke kan mere, så tænker jeg på jer og bliver mindet om, at I tror på mig og at jeg kan”.
”Jeg har mistet alle mine søskende og forældre. I er mine nye søstre og brødre”.
Det er for os i Tværkulturelt Fællesskab den største succes når mennesker begynder at opleve sig som en del af fællesskabet. Derfor er citatene ovenfor fra nogle af fællesskabets venner af ekstra stor betydning for os.
Fra græsrodsbevægelse til organiseret fællesskab
Siden 2015 har gruppen, båret af frivillige pionerer, været selvstændigt organiseret. Men i 2021 organiserede de sig med byens lokale kirker, for at kunne forankre sig yderligere i lokalsamfundet og styrke organiseringen.

I dag udgør Avedøre kirke, Hvidovre kirke, Risbjerg kirke og Strandmarkskirken til sammen Hvidovre Kirkernes Tværkulturelle Samarbejde. Et samarbejde der har været med til at styrke fællesskabets lokale tilstedeværelse og mission om, at skabe fællesskaber på tværs.
Læs mere om organisationens nuværende opbygning under organisationsopbygning.